fbpx
Ny hotelleder på Hotel Frederikshavn

Ny hotelleder på Hotel Frederikshavn

01.12.20

Vi har fået en ny kaptajn ved roret på hotellet. Gitte Vanggaard er for nylig tiltrådt som vores nye hotelleder.

Det er både med en vis ydmyghed over for hotellets enestående historie og en stor grad af gåpåmod, at Gitte nu overtager ledelsen af vores helt særlige hotel.

Mærker historiens vingesus

Gitte er efterhånden en erfaren spiller i den nordjyske hotelbranche med tidligere stillinger på bl.a. Ruths Hotel i Skagen og Hotel Lisboa i Frederikshavn. CV’et tæller også en periode som selvstændig restauratør og en række uddannelser inden for hotelbranchen.

Hvert hotel er en ny oplevelse, og selvom Gitte har en god portion erfaring med i rygsækken, er det aldrig business-as-usual. Hotel Frederikshavn er helt unikt for dets dybe rødder i byen. Man mærker atmosfæren og historiens vingesus, når man træder ind ad døren. Vi er ejet af en non-profit fond, hvis formål er at drive velgørenhed. Dét lægger lige en ekstra dimension på hverdagen, og hvorfor vi er her.

Summer af liv igen

Trods et stærkt bagland er vi på Hotel Frederikshavn – ligesom de fleste andre aktører i branchen – ikke gået ram forbi gennem coronakrisen, og i foråret måtte vi køre med begrænsede åbningstider i receptionen. I dag er der atter liv på hotellet med private gæster, kursister og erhvervsgæster, hvor mange har en firmaaftale med os. Men der er plads til flere.

Gitte glæder sig til at komme i gang med sit nye job på vores hyggelige og nyrenoveret hotel, fyldt med atmosfære, og hvor ikke to værelser er ens. Gitte ser frem til og er klar til at trække i arbejdstøjet, så vi kommer styrket ud på den anden side af denne mærkværdige periode. Ikke bare hotellet her, men hele Frederikshavn som destination, for vi har så meget at byde på, og dét budskab skal vi meget længere ud med.